1. Kære Alle

Østerbro, den 29. januar 2005

Kære Alle,

Som nogle af jer nok har bemærket, har der været meget stille hos Fam. Siegfried. Det er ikke så mange telefoner og mails der er blevet besvaret og vi har ikke været så selskabelige. Jeg har desværre fået konstateret lymfeknudekræft og skal behandles for dette med kemoterapi. Nogle af jer er allerede informeret, men mange af jer er ikke, dog har jeg ikke lige overblikket over hvem, så det letteste var at I alle får mailen. Det har været meget svært for mig at beslutte hvordan jeg har skulle viderebringe dette, for det er selvfølgelig stadig meget svært at tale om og det overskud vi har, skal gå til drengene. Men for at en fjer ikke skal blive til 10 høns, har jeg valgt at skrive denne mail til jer. Selvom det virker meget mærkeligt at gøre det på denne måde. Jeg vil her også meget gerne beskrive forløbet og det som vi allerede ved, for jeg er ikke parat til at tale om det endnu.

Jeg har i et pænt stykke tid været meget træt, haft ondt rundt omkring i kroppen, haft det meget varmt og ikke følt mig på toppen i perioder. Dog har jeg ikke tænkt yderligere over det, da jeg jo lige havde fået Konrad, ammede så jeg fik spændinger i skulder og nakke samt hormonerne fløj rundt i kroppen. Og sidst men ikke mindst har jeg været meget alene med begge drenge, da Kim rejser en del. Så efter jeg stoppede med at amme, blev jeg ved med at have det mærkeligt, men har ikke skænket det en tanke at jeg kunne være syg, kun stresset og gennem træt.

Mandag den 21. december vågner jeg op efter en hård feber nat med Konrad og opdager en ret stor knude på siden af halsen. Men da jeg længe har haft en trykken på halsen og ryggen pga. en nerve som har drillet og sat sig fast flere gange, så tror jeg at det er en halsmuskel som er spændt. Da jeg alligevel skal til lægen med Konrad pga. hans influenza, beslutter jeg mig for at jeg lige kunne nævne det, for denne unge læge studerende, som var meget nervøs over at skulle undersøge en baby. Hans alarmklokker ringer åbenbart med det samme (det er desværre ikke altid tilfældet) og får straks andre læger i huset til at se nærmere på denne knude. Jeg får en "akut" indkaldelse til Rigshospitalet den 23. december midt i julebagningen, og bliver undersøgt med kikkert gennem næsen ned i halsen (pænt ubehageligt), scannet og får taget en finnålsprøve (endnu engang, pænt ubehageligt, jeg er ikke så meget for nåle!!!). Men jeg er stadig overbevist om at det er en muskel som er spændt og smutter hjem til julebagningen. Dog begynder jeg at blive lidt nervøs i juleferien og henover nytåret, for lægen på Rigshospitalet sagde at det kunne være en virus. Men da begge drenge har været syge hele december måned, håber vi jo på at det er en influenza der har sat sig på lymfen. Dog holder vi alligevel lav profil, men man kan jo ikke kan lade være med at have mange tanker og forestillinger til, hvad det kan være. Så vi ønsker bare at være sammen med børnene og hygge, da Kim skulle have været ude at rejse hele Januar måned. Jeg og børnene skulle have mødt ham i Miami sidst i januar måned.

Onsdag den 5. januar møder jeg op på Rigshospitalet for at få at vide at det er en hævet lymfeknude, men jeg skal indlægges med det samme og opereres næste morgen, for der skal laves en biopsi. Den 6 januar er jeg i fuld narkose og får mig en dejlig lang velfortjent lur. Allerede næste dag er jeg hjemme igen. Nu er det den rædselsfulde ventetid starter. Først den 17. januar hvor jeg skal have taget stingene ud, får jeg svar på resultatet som siger lymfeknudekræft. Nærmere betegnet Diffust Storcellet B-celle Lymfom. Prognosen er rigtig god - 80/20 og jeg ved med mig selv at jeg er blandt de 80, selvfølgelig er jeg det. Men det var rigtig hårdt og udmattende at få denne besked. Dum som jeg er, havde selvfølgelig ikke taget nogen med, for jeg havde håbet på at det var en virus, jeg bare skulle have penicillin for.

Så kommer der endnu en ventetid på 14 dage og i går fredag den 28. januar, mødte jeg endelig den læge som skal følge mig. Jeg fik her oplyst at jeg skal have kemoterapi i flydende form (via drop), men ved endnu ikke i hvor lang tid, hvilken kemo-blanding og hvad bivirkninger bliver for mig. Men man kan max få behandling 8 gange (1 gang hver 14. dag, af hver 3 dages varighed) og hvis det ikke har hjulpet som ønsket eller der er arvæv efter kræften, kan jeg herefter max få 21 dages intensiv strålebehandling. Prognosen er som sagt rigtig god og de behandler jo for at helbrede. Lige nu ved man, at det sidder i lymfekirtlen på halsen. Men jeg skal nu undersøges for om det også sidder andre steder, inden jeg kan kommer i gang med behandlingen. Så i går fik jeg taget diverse blodprøver og en knoglemarvsprøve (godt det er mig og ikke mine børn, som skal alt det her igennem!!!!). På mandag samt tirsdag i den kommende uge, står den på røntgen og scanninger. Først den 9. februar får jeg besked på hvor udbredt og aggressivt det er og hvilken form for kemoterapi jeg skal have. Derefter starter jeg samme dag på min første kemo-behandling.

Ventetiden er lige nu den værste, for der er som sagt stadig en del ubesvarede spørgsmål. Men jeg har valgt at skrive til jer allerede nu, for så behøver vi ikke at komme med små hvide løgne mere og melde afbud hele tiden til diverse hyggestunder, det har vi haft det rigtig skidt med. Det er også rigtig svært at sige alt går godt, når det hele lige nu er rigtig skidt. Vi er selvfølgelig meget positive indstillet, men skal bare lige have lov til at synke det hele, og få hverdagen til at glide igen.

Kærlig hilsen

Sine & Co.