Østerbro, den 18. marts 2005 Kære Alle, Jeg ved slet ikke hvor skal starte eller ende denne gang. Jeg er meget rørt og dybt taknemmelig for al den opbakning, I giver mig. Hver dag er der opløftende mails, SMS, breve og ikke mindst rigtig flotte gaver fra jer. Det er ud over alt forventning. Faktisk har jeg rigtig svært ved at udtrykke mig på skrift, hvor stor en betydning det har for mig og min familie i denne svære tid. Jeg kan slet ikke forstå, at der bliver tænkt på mig på den måde og tårerne triller ned ad kinderne hver gang. Jeg har rigtig dårlig samvittighed over ikke, at har skrevet til jer hver gang jeg har modtaget noget fra en af jer. For jeg vil ikke have at I opfatter det som utaknemmelighed. Jeg har bare haft det rigtig rigtig skidt efter min 3 behandling. Det tog hårdt på mig. Udover det har begge drenge været syge samtidig, så jeg har intet energi haft til noget som helst. I dag er en OK dag og har som det eneste projekt for dagen, sat mig for at ville skrive til jer alle, men det bliver i et samlet brev. Mere magter jeg ikke. Jeg værdsætter virkelig alt jeres opbakning, men har bare ingen energi og som sagt/skrevet før, går alt overskud til drengene. Mit overskud i øjeblikket er på max. 3 timer om dagen. Resten af tiden ligger jeg ned og har det skidt. Men at skrive til jer alle virker også som en hjælp for mig, så nu skal det være. Jeg har nu gennemgået 3 behandlinger og mangler 5 endnu af hver 3 dages varighed. Hver gang er en ny udfordring, da kroppen ikke reagere på samme måde. Denne gang har været rigtig hård. Jeg har haft rigtig meget kvalme, døjet med svimmelhed og lidt rigtig meget af paranoia pga. ny medicin. Udover det så har drengene været syge samtidig og den som hjælper bedst er jo altid mor. Så jeg har ikke haft mulighed for at hvile mig, som jeg burde. Men nu er jeg ved at komme lidt ovenpå igen. Bare det at tage et bad, er en stor udfordring for mig og tager alt energi fra mig. Så ingen bad i dag, men endelig får jeg skrevet brev til jer :0). Jeg har det godt, men er nok blevet smittet lidt af drengene med influenza og da mit immunforsvar er meget lavt, er jeg bare flad som en ballon. Jeg har tabt mig, men ikke noget særligt, da jeg heldigvis havde noget ammefedt tilbage som jeg har kunne tære på. Men der bliver holdt skarpt øje med ens vægt, og når jeg spiser er det meget fedt. For jeg skal ikke ind og ligge på hospitalet mere end højst nødvendigt. Det er bare ikke appetit jeg har mest af. Faktisk har jeg mest lyst til mange af de ting som jeg også spiste, da jeg var gravid. De kloge siger, at hvis man led meget af kvalme under sin graviditet, kan man være sikker på at lide af kvalme under en kemobehandling. Hvorfor vides ikke. Men jeg led meget i de første 3-4 mdr. under hver graviditet, så det føles nogle gange som om jeg er gravid igen. Kemoen arbejder på fuld tryk og allerede efter min 1´ste behandling var området omkring nøglebenet næsten reduceret med ca. 50%. De andre steder med ca. 25%. Det er svært at skrive i procent da jeg fik tallene i cm., men jeg tror det passer meget godt. Tallene efter 2. behandling får jeg på onsdag og det glæder jeg mig til. Hermed starter behandling nr. 4. Den 29. marts (Kims fødselsdag) skal jeg ind til en scanning som viser om behandlingen hjælper eller ej. Her SKAL alle områder være reduceret med 50% og gerne 75%. Ellers skal jeg have en anden behandling. Men selvfølgelig er det det. Faktisk kan jeg mærke kemoen arbejde. I starten føltes det som et foster i maven. Så meget bevæger det sig. Meget mærkelig fornemmelse, men alligevel rart at jeg kan mærke der sker noget. Håret har jeg tabt. Det skete under min 2 behandling. Jeg vågnede midt om natten og kunne mærke hår i ansigtet, hvilket normalt er svært når man er korthåret!!!! Det var lidt grænseoverskridende. At have hår som sidder fast den ene dag og næste dag kunne jeg i badet se ¼ ligge ved mine fødder ovenpå afløbet. At tørre det i håndklædet var umuligt og at sætte det med voks en udfordring, da jeg havde mere hår og voks på hænderne end på hovedet. Så jeg måtte hurtigt købe en hue (der er én designer, Luna Hvid, som laver huer/tørklæder specielt til kræftramte der mister håret) og bestille tid til paryk inden jeg tog til behandling på sygehuset. Derefter tog jeg forbi Morten (frisør) og fik klippet det hele af. Gustav kan selvfølgelig ikke lide at se mig på denne måde, så jeg har min ”Tryllehue” på hele tiden. Det er også pænt koldt, så jeg har også en lille nathue!!!! Mht. paryk var jeg meget i tvivl. For at være skaldet genere mig egentlig ikke. Jeg kan jo ikke se mig selv, som andre kan, og bare jeg bliver rask, så kan alt andet være lige meget. Jeg kan også stadig huske, hvordan min mormors paryk altid sad lidt skævt og kunne ikke rigtig overskue det. Men for Gustavs skyld har jeg alligevel bestilt en. Dog er den langhåret, for så er det mere udklædning og sjov i hans øjne. Det er faktisk helt utroligt hvad man kan få i dag. Det er ikke til at se det er paryk. Så når kræfterne er på et højere niveau, skal jeg ind og hente den og så får Morten & Kenneth (frisører) lov til at lave den lidt lækker!!!! ;-) Det er jo ikke kun mig, som er påvirket af hele det her. Det er selvfølgelig også resten af familien. Kim er meget glad for de opkald I giver ham, men det er heller ikke altid han lige er på toppen til at tale om det hele, for jeg og børnene kræver meget af hans tid og energi. Så hvis han ikke lige får ringet eller skrevet tilbage, så skal I vide han er jer meget taknemmelig og det varmer hans hjerte lige så meget som mit at I tænker så meget på os. Men jeg er virkelig en prøvelse for ham. Mit humør er meget skiftende og jeg er oftest ked af det, især når jeg lige har fået behandling og skal have rigtig meget medicin. Det påvirker mig meget og skal i den grad være stærk over for Gustav, som jo godt ved der er noget galt. Som han selv siger ”Når mor får hår på hovedet, så bliver hun glad igen”! Og det er jo rigtigt, når behandlingen er slut er jeg jo symptomfri og så vokser håret ud igen. Men han er sød til at lægge sig sammen med mig og hvile. Så ligger han bare musestille, kigger på mig, ager mig lidt under huen og kysser mig på panden. Hvem ville så ikke trille en stille tårer. Men det er tårer som er svære at forklarer ham, for han tror jo straks, at han har gjort noget galt. Jeg har selv stadig meget svært ved at tale om det, især hvis det er med mennesker jeg kender rigtig godt. Derfor tager jeg ikke telefonen og ringer heller ikke tilbage. Jeg er selvfølgelig meget bange og kan ikke overskue det hele, hvilket gør at jeg har det bedst ved bare at sidde og skrive til jer i stedet. Men I aner ikke hvor meget jeg glæder mig til at se jer alle og bare få mit liv igen. Jeg er meget positiv angående behandlingen, for jeg ved jeg bliver rask, det er der ingen tvivl om. Men denne ventetid på næste behandling og resultater af scanninger mv. det slider virkelig på en. For man ønsker jo selvfølgelig kun at modtage positiv respons. Det er også dybt frustrerende at være så dårlig hele tiden og afhængig af andre menneskers hjælp. Børnene bliver afleveret og hentet af alle andre end mig selv. Har ikke set Konrads vuggestue, eller mødt de pædagoger som passer ham hele dagen. Der skal hele tiden være en anden herhjemme når børnene er her, for jeg magter ikke selv at passe dem. Jeg må heller ikke være alene om aftenen og natten, da jeg hurtigt kan blive syg og skal indlægges Hvilket vi har prøvet en gang. Så kan jeg jo ikke bare efterlade børnene her alene. Jeg har tit tænkt at det bare er mig som er pivet, og nu må jeg vist tage mig sammen, men det er bare mega hamrende hårdt det her. Jeg læste om Sara Bro (Studievært), som havde brystkræft for nogle år siden. Det var virkelig befriende at læse et uddrag af hendes bog om hvordan hun havde haft det. For lige pludselig var der en anden som har følt og tænkt som en selv! 4 behandling er snart i gang og så er jeg halvvejs. Jeg kan kun sige at de hverdagsproblemer jeg før havde, ikke eksistere mere. Man får pludselig et helt andet syn på livet og lysten til at opleve hele verdenen vokser for hver dag der går. Nu er det bare så dejligt at tænke på at Kims arbejde kræver at der skal rejses en del. For når alt det her er overstået, så skal der rejses og opleves, det er helt sikkert. Og hvad kan passe bedre end at rejserne går til Østen til efteråret. Det bliver bare så fedt! Endnu engang 1000 tak for alle de flotte gaver, blomster, tanker og opkald til mig og min familie. Jeg ville ønske jeg havde overskud til at takke hver enkelt af jer, men det må vente til en anden god gang. I skal vide det varmer meget mere end I tror og holder mit mod højt oppe. Jeg glæder mig til foråret kommer, måske det vil give mig mere energi, så jeg kan komme lidt ud af kassen. 1000 Kys og kærlige tanker fra Sine |
 |
|||||||||||||
|
|||||||||||||
|
